Arto and me

I sidste uge fik jeg så lavet en "fake" profil på Arto, dvs. jeg brugte ikke min rigtige e-mail-adresse for at oprette den, og den skal kun bruges for at se hvad Arto er for noget. Meningen er, at vi skal deltage i en diskussion omkring hvad vi synes om sider som Arto.

Nu er jeg jo lidt for gammel  ;-) til at være opvokset med den slags sider, så jeg ser det hele fra et "fjernt" perspektiv, hvis man kan sige det - jeg står lidt undrende udenfor, selvom jeg godt nok bruger nettet meget og også følger med i fora til specielle interesseområder, f.eks. dyr og studier.

Det indtryk Arto har givet mig indtil videre (der følger løbende opdatering) er, at det mest bruges af helt unge, måske op til starten af tyverne i nogle tilfælde. Jeg læser indlæg i debatten, hvor de nyeste threads og spørgsmål hele tiden vises.

Tit spørger unge de andre medlemmer omkring venskaber og sex, eller relationer til andre så som familien. Der er også debatter omkring musik og nogle er bare for sjov. Der findes altså en hel masse forskellige områder, unge udbytter informationer med hinanden indenfor.

I princippet er det jo en fantastisk idé - hvis ikke det var for alle dem, der gør grin med spørgsmålene og endda benytter lejligheden til at "disse" (nedgøre) andre Arto-brugere. Jeg blev forundret over, hvor mange unge, der stiller dybt personlige spørgsmål, mens man jo kan se deres profilbillede, selvom de kan risikere at blive latterliggjort af så mange. Hvad mon det gør med dem at de såres på den måde? Eller bliver de ikke såret, fordi de på forhånd ved, at de tager en chance, og muligvis kun får useriøse svar?

Det er noget, jeg tænker mest over lige nu i forhold til Arto. Mon jeg bliver klogere på det?